Vi var i 2020 på ferie en uge i Danmark imens vi boede i Norge. Det var på et hængende hår at vi nåede afsted, da Corona smitten var blusset enormt op midt i oktober. Imens vi var i Danmark på syd Fyn, besøgte vi flere familiemedlemmer og et par nære venner for at vise vores 3 måneder gamle baby frem og nyde en hyggelig stund. Der var dog stramt program og vi havde samtidig planer om at handle godt ind af danske økologiske fødevarer mm. Efter nogle dage begyndte jeg at føle mig lidt stresset og overvældet. Jeg mærkede at min indre tilstand hurtigt skiftede over til en følelse af kramp-agtig kontrol, fordi jeg med min ”ammehjerne” ikke kunne bevare en indre ro, eller overblik med den stimuli vi mødte rundt på vores besøg. Min mand foreslog at vi kørte ud i Dyreborg skoven ved siden af Faaborg, hvor han ikke havde været i mange år. Vi kørte ned langs stranden og parkerede ved nogle gamle snoede træer. Vandet var roligt, selvom det ellers havde været blæsende flere dage. Solen skinnede blidt og smukt på efterårsbladene. Imens min mand og treårige datter gik tur ind i skoven, blev jeg lige i nærheden af bilen, hvor vores babypige stadig lå og sov.
Jeg mærkede en indre uro, som stod lidt i kontrast til det rolige vand og den rolige skov jeg havde omkring mig. Det var nogle uger siden jeg sidst havde søgt en meditativ stund i naturen og kunne mærke at jeg havde fjernet mig fra den tilstand jeg ellers nyder at vedligeholde i samspillet med naturen. Jeg flyttede fokus fra mine tanker og lidt udefinerbare tunge følelser over på min vejrtrækning. Jeg bemærkede at min vejrtrækning var overfladisk, men lod den være med accept, imens jeg lod mit blik vandre igennem skoven. Mine øjne faldt på to træer i nærheden og gik hen til dem. Når jeg stillede mig imellem dem, kunne jeg nå stammerne med håndfladerne, trykkede godt ind på stammerne, lukkede øjnene og gik ind i en umiddelbar sansning af at stå imellem dem. Samtidig var jeg opmærksom på mit fodfæste på jorden, registrerede fornemmelsen i hele min krop, lagde mærke til lyde, lugte, den lette brise/friske luft. Af og til åbnede jeg mine øjne for at nyde udsigten fra dette sted, hvor jeg kunne se ud over havet og stranden ud på det syd fynske Ø-hav. Jeg stod der ikke mere end 5 minutter, men imens jeg blot bevægede mig ind i den umiddelbare sanselige oplevelse, skete der et skift i min indre oplevelse af væren. Jeg bevægede mig nu lidt mere rundt i skovkanten og lagde mærke til at jeg gik med mere langsomme rolige skridt, samt en dybere rolig vejrtrækning, der stod lidt i kontrast til den ´stak-åndethed´ jeg havde da vi ankom. I stedet følte jeg nu en spirende glæde, en følelse af taknemmelighed, mærkede et dybere nærvær i nuet og nød at bevæge mig rundt med skærpede sanser. Jeg satte mig ind i bilen til min baby og glædede mig over at jeg i dette øjeblik følte mig som en god mor i harmoni med sig selv. Kort efter kom min mand og datter tilbage. Vi kørte afsted på endnu et familiebesøg og jeg nød at jeg resten af dagen følte mig som en bedre version af mig selv.
Denne oplevelse er et eksempel på, at vi ikke behøver at være særlig længe ude i naturen, for at opleve udbytte. Det er interessant at opleve hvordan nervesystemet responderer på den ´tredje kraft´ vi kan koble os på i naturen. At vi både kan føle en kropslig, mental ro brede sig i os og hvilken lettelse det kan være for os at opleve dette. Hvor lang tid det tager at komme ind i denne tilstand afhænger af ens evne til at ´koble sig på´ og gå ind i en meditativ/mindful tilstand af opmærksomhed. Skiftet kan ske fra alt mellem 2-30 minutter efter at man træder ind i det dybere møde med naturen. Tilstanden kan være så længe du ønsker det. Som jeg ser det handler det om at træne vores opmærksomhed i at åbne op og trække vejret rigtigt